Ved retina dysplasi sker der en fejlagtig udvikling af nethinden i fosterstadiet, idet to lag i nethinden ikke udvikles og vokser sammen på normal vis.
Retina dysplasi forekommer hos mange racer, bl.a. hos Labrador Retriever, Golden Retreiver, Bedlington Terrier, Engelsk Springer Spaniel, Beagle, Cavalier King Charles Spaniel, Amerikansk Cocker Spaniel m.fl.
Retina dysplasi er en medfødt sygdom, der optræder i tre grader:
- Fokal/multifokal: Her ses enkelte eller flere folder i nethinden, typisk som lineære, V- eller Y-formede forandringer. Kan også ses som ovale afrundede grålige eller hyperreflektive områder. Forandringerne er ofte placeret i den centrale del af nethinden. Denne form betragtes som en mild form for RD og er sjældent årsag til synsforstyrrelser. Folderne er ganske små, blinde områder.
- Geografisk RD: Her ses uregelmæssige, evt. hesteskoformede grålige og hyperreflektive områder. Ofte placeret i den centrale del af nethinden, typisk langs de større blodkar. Forekommer oftest i begge øjne, men kan også forekomme i kun det ene øje. Kan give nedsat syn og i sjældne tilfælde, hvor der også optræder nethindeløsning, er hvalpen blind.
- Total RD: Her er der nethindeløsning, hvilket altid er årsag til blindhed. Hos hvalpe født med total RD er der ofte nystagmus (sidevejs bevægelse af øjet). Cataract kan udvikles som sekundær sygdom til retina dysplasi.
Retina dysplasi menes at nedarves ved simpel recessiv (vigende) autosomal nedarving. Det betyder, at begge forældre skal have arveanlægget for at sygdommen kommer til udtryk.
I USA er der set en speciel for retina dysplasi, hvor der er sammenhæng med mangelfuld udvikling af skelettet. Denne sygdom er konstateret hos Labrador Retriever og Samojede, og her er der konstateret en autosomal dominant nedarving med inkomplet penetrans.
Der findes ingen behandling for retina dysplasi.
Folderne i nethinden kan hos nogle hvalpe forsvinde under øjets udvikling, og disse hunde vil derfor ved senere øjenundersøgelse fremtræde med normal nethinde. Dette er årsagen til, at der hos nogle racer anbefales tidlig øjenundersøgelse af hvalpe for RD.
I enkelte tilfælde er forandringer svarende til RD påvist hos ældre hunde, der ikke havde forandringerne som hvalp. Hvorvidt dette skyldes ikke arvelige påvirkninger, såsom virusinfektioner mm, er ukendt.
Hos hvalpe kan undertiden påvises karakteristiske retinale ”verminøse” folder som forsvinder naturligt når hvalpe vokser og nethinden modnes. Disse folder defineres ikke som arvelige.
Hunde med fokal/multifokal RD kan anvendes i avl, men bør parres med RD fri hund.
Hunde med geografisk RD bør ikke anvendes i avl.
Hunde med total RD og hunde der har givet afkom med total RD bør ikke anvendes i avl..
Geografisk RD og total RD betragtes som arveligt hos alle racer.