Linsen er ophængt via linsetråde og hvis disse brister, kan linsen gå helt eller delvist løs fra sin oprindelige position. Hvis linsen løsnes helt, glider den i de fleste tilfælde fremover og kan passere gennem pupillen ud i det forreste øjenkammer, men linsen kan også glide bagud og ud i bageste øjenkammer/glaslegemet. Hvis den løsrevne linse ligger i forreste øjenkammer, beskadiger den bagsiden af hornhinden og fremkalder her et uklart område. Den løsrevne linse kan også forårsage glaukom (grøn stær) med øget tryk i øjet. Dette sker, fordi linsen forhindrer det normale afløb af kammervæske fra forreste øjenkammer.

Primær linseluksation er en arvelig lidelse, hvor linsetrådene er fejlagtigt udviklet og derfor svage. Racer med arvelig linseluksation omfatter bl.a. Jack Russel Terrier, Tysk Jagt Terrier, Fox Terrier, West White Highland Terrier, Skotsk Terrier, Bedlington Terrier, Welsh Terrier, Tibetansk Terrier, Shar Pei og Border Collie.

Sekundær linseluksation kan opstå efter en traumatisk skade på øjet, efter uveitis (betændelse i regnbuehinden) eller pga. af glaukom (grøn stær).
Ved den primære linseluksation, hvor linsen rives løs opstår der smerte og ubehag. Hvis der opstår glaukom hæver øjet og bliver rødt, og er trykket højt mere end 24-72 timer ødelægges nethinden og synsnerven, og synet er tabt.

Hos de hunderacer, der er disponerede for linseluksation, vil det andet øje næsten altid blive ramt få måneder senere.

En primær linseluksation hvor der endnu ikke er opstået glaukom kræver omgående operation, hvor linsen fjernes.

Ved glaukom der har ødelagt synet og giver smerte, kan øjet i de fleste tilfælde bevares med en protese i øjet. Alternativt kan øjet fjernes helt.

Hunde med primær arvelig linseluksation bør naturligvis ikke bruges i avl.