Af Thomas Larsen

Hvad er kirsebærøje (cherry eye)?

Kirsebærøje er betegnelsen for fremfald af tårekirtlen, som ligger bag på blinkhinden. Blinkhinden kaldes også det 3. øjenlåg.

Hvilke symptomer findes ved denne lidelse?

Afhængig af graden af slaphed i bindevævet kommer tårekirtlen til syne, som en hævelse under kanten af det 3. øjenlåg. Kirtlen bliver ved fremfaldet rød og hævet.
I enkelte tilfælde kan kirtlen midlertidigt falde på plads igen, men oftest vender tilstanden tilbage efter kort tid.

Hvorfor får hunde kirsebærøje?

Årsagen til lidelsen kendes ikke med sikkerhed, men mekanismen bag lidelsen er, at bindevævet, som skal holde kirtlen på plads, bliver slapt. Kirtlen, som normalt ligger skjult i en lomme bag på blinkhinden, kommer derved til syne i øjenlågsvinklen mod næsen.

Hvordan kan man behandle sygdommen?

Behandling af kirsebærøje er kirurgisk. Operationen kaldes en pocket-operation, idet man ved operationen laver en lomme til tårekirtlen. Kirtlen placeres i lommen og denne sys sammen. Man lader et lille stykke af lommen stå åben. Herved kan den tårevæske, som kirtlen producerer, komme ud og udøve sin smørende virkning på hornhindens overflade.

En tidligere behandlingsmetode har været at fjerne kirtlen, når den faldt frem. Det havde dog den negative konsekvens, at øjet efterfølgende manglede tårevæske. Herved var hunden mere disponeret for sygdommen ”tørøje” eller KCS (keratokonjunktivitis sicca). Derfor kan denne metode ikke anbefales.
I sjældne tilfælde kan ses tilbagefald efter en ellers vellykket operation for kirsebærøje. Hvis dette sker udføres indgrebet igen.

Hvad betyder det for hundens fremtid?

Et øje, som er korrekt og vellykket behandlet for kirsebærøje, får ikke problemer med denne lidelse eller andre gener, som kan relateres til lidelsen senere.

Hvilke racer er mest udsatte?

Kirsebærøje ses især hos hvalpe og unge hunde op til 2 år.
Hos racer med kort snude og blandingsracer af disse (brachycephale racer som fx boxer, bulldog og pekingeser) ses kirsebærøje hyppigere.