Cornea Dystrofi er uklarheder i hornhinden bestående af fedtsyrer, kolesterol eller kalcium. Uklarhedernes form og størrelse kan variere, ligesom de kan være til stede i begge øjne eller kun det ene øje. Oftest er forandringen placeret centralt på hornhinden, men kan også ligge perifert.
Uklarhederne kan ligge overfladisk (epithelialt), i de dybere lag (stromalt) eller de kan ligge i cellelaget på indersiden af hornhinden (endothelialt). Cornea Dystrofi kan optræde på forskellige alderstrin hos de enkelte racer. Sygdommen er arvelig hos visse racer, heriblandt Shetland Sheepdog, Siberian Husky, Beagle, Amerikansk Cocker Spaniel, Miniature Schnauzer, Airedale Terrier og mange flere.
Uklarheder kan desuden opstå i områder af hornhinden, som har været beskadiget. Ligeledes kan højt indhold af kolesterol og triglycerider i blodet eller mangel på skjoldbruskkirtelhormon være medvirkende til udvikling af cornea dystrofi. Hos enkelte racer (som Boston Terrier og Chihuahua) forekommer cornea endothelial dystrofi i en speciel form. I disse tilfælde svinder cellerne på hornhindens inderside og tillader dermed væske at trænge ind i hornhinden. Hornhinden kan efterhånden blive fuldstændig uklar. I enkelte tilfælde kan der dannes blærer i hornhinden, der kan briste og danne smertefulde sår. Der findes ingen behandling, som kan hindre sygdommen i at udvikle sig, og hunden kan ende med at blive blind.